Vidnesbyrd

Det afgørende øjeblik

Billy Graham fortæller:

I mine sidste år på realskolen havde jeg stærk trang til at blive professionel baseball-spiller. Jeg drømte om at spille på Wrigley marken i Chicago, Yankee Stadion o.s.v. - Jeg slugte alt hvad der stod i aviserne angående idræt. Da jeg var 16 år gammel, blev jeg en dag inviteret med i kirke. Det blev mig fortalt, at en prædikant, som var sportsinteresseret, skulle tale. Det var noget for mig. tænkte jeg. Til min forbavselse var det en stor evangelisk kampagne med 5.000 mennesker forsamlede.

Jeg sad i den bageste del af kirken og kunne derfra se alt hvad der foregik. Jeg havde altid haft den tanke, at det med religion var noget naivt og dumt, som måske kunne være godt nok for piger og gamle mænd, men ikke for virkelige mænd! Jeg havde indtil da ikke gået ret meget i kirke.

En høj mand stod Op og begyndte at tale på en måde, som jeg aldrig før havde hørt mage til. Halvvejs gennem sin prædiken pegede han i den retning, hvor jeg sad og sagde: "Unge mand, du er en synden; Jeg troede, at han tiltalte mig og dukkede mig bag den person, som sad foran mig, for at skjule mit ansigt. Tænk, at kalde mig en synder! - "Jeg er vel ligeså god som alle andre" sagde jeg til mig selv. "Jeg har levet et godt, rent og retskaffent liv, er endogså medlem af kirken, selv om jeg kommer der sjældent".

Men nu begyndte han at citere Skriften: "Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud" - "Der er ingen retfærdig, end ikke een," og så fremdeles. For første gang i mit liv forstod jeg, at jeg var en synder, at min sjæl var på vej til helvede, og at jeg behøvede en Frelser. Men da vi blev anmodet om at overgive os til Kristus, forsvandt jeg og gik straks hjem.

Jeg skal aldrig glemme den strid der fulgte. Hele natten var en brydekamp. Den følgende dag kunne jeg næsten ikke vente til det blev aften for atter at være med ved mødet. Den aften satte jeg mig nær platformen. Da prædikanten denne gang stod Op for at tale, syntes det som om han smilede til mig og sagde med den største ømhed i stemmen: "Gud beviste sin kærlighed mod os derved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere." Da indbydelsen blev givet, gik jeg frem til forbøn sammen med de andre søgende. Jeg gav prædikanten min hånd og gav mit hjerte til Frelseren. Straks fyldtes min sjæl med glæde, fred og forvisning. Mine mange synder var tilgivet og borte. For første gang havde jeg mødt den person, som blev mit hjertes helt for livet.

Jeg havde søgt efter noget i livet som var spændende! Jeg fandt det i Kristus. Jeg havde tragtet efter noget, som ville give mig stor glæde og lykke! Jeg fandt det i Kristus. Jeg havde håbet at finde noget, som ville tilfredsstille mit hjertes dybeste længsler! Jeg fandt det i Kristus. Kristus er mit hjertes alt, Han tilfredstiller.

Fra bogen: Gud kan - Anna Christensen
Med tilladelse